Dreyer+Kvetny søger digitale ildsjæle til etablering af nyt ”web-lab”
Brænder du for alt på nettet, og er du en passioneret haj i det digitale hav? Elsker du din computer, og løser du allerede web-opgaver? Er du en rigtig flink fyr eller en super sød pige? Savner du kollegaer og et rart sted at udføre dit arbejde?
Er du yngre, nyuddannet, junior-talent, selvstændig og stærk inden for webdesign, animation, mobile applikationer, programmering, social media eller lignende, så har du nu mulighed for at blive en del af Dreyer+Kvetnys nye kreative web-lab. Dette udvikler-miljø, kontorfællesskab og fag-fællesskab udvider vi nu vores eksisterende bureau med. Her vil digitalt tænkende, kreative online-nørder med speciale indenfor hver deres område dele lokaler, udveksle ideer, løse opgaver og kunne få luft under karrieren.
Du får
- En gratis arbejdsplads i et lækkert kontor i et smukt, gammelt palæ ved Christianshavns Kanal
- En flot firmaadresse, du kan være bekendt
- Et fagligt og socialt fællesskab med andre digitalt tænkende, kreative og kloge mennesker, der arbejder med reklame, PR og web.
- En lækker frokostordning
- Lækre mødelokaler
- Et strategisk samarbejde, hvor vi hjælper dig og dine ideer på vej igennem strategisk og kreativ sparring
Der kan også – alt efter hvilken aftale vi indgår med dig – blive tale om hjælp til:
- Regnskab – New bizz – Din markedsføring – Fremtidig ansættelse
Vi forventer at
- Du til gengæld frit lægger et fast antal timer om måneden til at arbejde for Dreyer+Kvetny inden for dit specialeområde. I denne tid er du ”en del af os”.
- Du udgør bureauets faste freelancer på opgaver indenfor dit felt på fast timepris-basis. Med andre ord: Udover punkt 1. får du honorar for dit arbejde.
Kontakt os nu
Hvis du synes det lyder spændende, så kontakt adm. direktør Jakob Dreyer eller chef for online kommunikation, Esben Bie på 70220601.





